Mh, tiden går stærkt. Men ikke hurtig nok, vil bare gerne se min store dreng nu! Er også allerede ved at vænne mig til tanken om at jeg skal føde ham selv, det har jeg ikke måtte før pga at han lå forkert - men nu har jeg fået lov efter at han vendte sig i sidste uge :) kan også godt mærke at jeg får flere og flere krav til mig selv om hvordan min hverdag skal fungere. Kan også mærke den store spænding ved at han snart kommer ud, men har alligevel også en næppe tro i kroppen og en masse spørgsmål .. jeg er helt sikker på at det nok skal gå, men alligevel så dukker der en masse ting op i hovedet på mig som: hvad nu hvis jeg ikke lige ved hvad jeg skal gøre når han græder, hvis jeg ikke kan få ham til at falde til ro, hvad med amningen, kan jeg få den til at køre .. sådanne spørgsmål kommer og går :) men tror næsten det er sådan for alle første gangs mødre.
En ting er hvertfald sikkert .. jeg elsker min lille dreng over alt i verden, det er en følelse jeg ikke kan beskrive ... Og nu kommer tanken igen, hvis jeg elsker ham SÅ højt nu - så må det være på en umenneskelig høj plan jeg kommer til at elske ham når han bliver født ! :)
Lige en lille opdate på nogle tænker :) tak til jer der læser med :):)
